vi farer med dikt

1. Act: Staalets Clare Tale
[Knivmæsteren arbeider i sitt Atelié]


Mit hat for Tater theater er uden sidestycke i værdenshistorien.

Ack og væ... at man i alle Christianias gader og stræde, alltid må træ over utallige bastarder & løsgiængere av Rom-folgets slækt.
Jeg kienner stundom det rycker og træcker sig sammen i min Kniiv-arms sæner og musckulatur.



I mine virkedager har jig skrævet mange hymne og sange
Om Kniivskaft baade bræde og lange
Paa mang en ungpiges struupe har jig gestaltet
Den samling av kniive og dolke jig forvalter
Nu! La mig fortælle om én slik ung vacker Gazælle
Jig giorde det til minn opgafe att Fælle
Vi mødtes i ett af Christianias trangeste Stræde
Der ungpiiger staar for at Spræ lidt glæde
Jig løftet min Hatt, jig blodtet min Cappe
Og precentærte dænne Pige viss ord var Knappe
Minn ænkle Inquicition paa dænne queld:
Si mig, mitt pigebørn, selger De dem Selv?

Den løse Fugl nicket, jig græp etter min pænge pung
'Hvor mange rigsdale maa jig precentere for att Sprute mig tom?'
Ett halft snæs lød svaret – jeg fråget 'Vad behave?'
Dænne avenuens pige hadde åbenbart frækkhedens naadegave

'Din prix, min kiære pige, slaar mig som stiv,
Kanskje er dær Muligheder for en rabatt med Kniiv?

Nuvel! Det kan være nødvendigt att precisære –
att mitt Maal aldri har vært att Kvinder Nedvurdære
Men Den som tror at kun Kiødlig Glæde
er nock till at la mig Kniiven fortræde
— Den maa tro Igen!
Pigebarnet mistet baade mund og mæle,
da jeg fra Sliren drog Corden fra sin dvæle.

'Nuvel, ingen grund til at kienne slig Rædsel,
cun for att jeg ber dem fiærne lidt klædsel!
La mig nu dem Introducære,
for Staalet jeg med Eders hals vil Signære.
Pigen bad mig paa knær – tilbød mig det Andere og det Ene
Fellatio, ælskov, pænge og edelstæne
Men slikt ær for mig av liten interæsse,
naar min Modus Operandi ær at Kniiven få kvæsse

kniven og piken - et drama i fire akter

første akt:

nuvel, det får være som det er, unge frøken. nu har nemlig tiden endelig kommet for å presentere deg for en gammel venn. det er min kniv!

anden akt:

nåååh! vær da ikke så blek - det er da kun en dolk! funkler det ikke fortryllende vakkert i smaragden der på dolkskaftet?

tredie akt:

vær dog ingen vriompeis! et lite risp er da intet at ta på vei for! ta nu av blusen så vi kan se nærmere på kuttet og rense det for blod og pus!

fierde akt:

ja du lille! dog ligger det jo i selve knivens natur å finne innpass der den kan. skal du ei takke den for at den er sann mot seg selv, nu innen mørket senker seg?

- fin -